Koncert med kirkens børnekor og Den danske Salmeduo

En koncert med Den Danske Salmeduo er en medrivende rejse gennem 800 års kirkemusik. Duoen laver stemningsfulde nyfortolkninger af danske salmer, i et frugtbart møde mellem den nordiske folketones enkelhed, den klassiske musiktraditions nænsomhed og den amerikanske jazztraditions legende improvisationer.
Den Danske Salmeduo kommer fra Aarhus og består af Hans Esbjerg på klaver og Christian Vuust på saxofon og klarinet. Duoen har siden 1996 givet over 250 koncerter i kirker og på spillesteder, og har fem anmelderroste cd'er bag sig. Den røde tråd er de utrolig smukke og livskraftige salmer, som den danske musiktradition er beriget med – med melodier og
harmonier enhver moderne komponist kan misunde. Mange af disse salmer har været en del af almindelige danskeres hverdag i hundreder af år. Med andre ord er salmerne danske
klassikere, sange der bliver stående. Den Danske Salmeduo har lavet en række spændende og stemningsfulde nye bud på hvordan disse sange kan spilles – med respekt for det musikalske udgangspunkt og fornemmelse for den tekstlige baggrund.

Der er lukket for kommentarer.