Koncerter

To ledige stillinger i koret

Skt. Markus kirkes kor søger pr. 1. september 2017 en ALT

2/3 stilling (fri hver 3. søndag) – Koret tæller 8 sangere.Der er tale om et vikariat 1.9. 2017-31.1. 2018

Korerfaring og nodekendskab forventes.
Fast grundløn, hverdagstjenester aflønnes separat.

Henvendelse til organist Per Skriver, tlf. 3071 2830

Ansøgning til
Skt. Markus kirke, Skt. Markus Kirkeplads 1, 8000 Århus C
eller:
organist@outlook.dk

Prøvesyngning i uge 33/34

 

Skt. Markus kirkes kor søger pr. 1. september 2017 en TENOR

 En hel stilling – Koret tæller 8 sangere.Der er tale om et årsvikariat 1.9. 2017-31.8. 2018

Korerfaring og nodekendskab forventes
(Stillingen kan evt. deles i 2 halve stillinger)
Fast grundløn, hverdagstjenester aflønnes separat.

Henvendelse til organist Per Skriver, tlf. 3071 2830

Ansøgning til
Skt. Markus kirke, Skt. Markus Kirkeplads 1, 8000 Århus C
eller:
organist@outlook.dk

Prøvesyngning i uge 33/34

*************************************************************************************************

KONCERTER I KIRKEN  

SOMMERKONCERTER 2017

 Årets sommerkoncertserie byder på et varieret program med musik fra barokken og frem mod det 21. århundrede. Det bliver med en blanding af garvede, rutinerede musikere og unge lovende talenter. Koncerterne starter kl. 19.30 og foregår enten i kirken eller i menighedssalen. Der er gratis adgang – og i pausen vil der være mulighed for et glas vin.

Tirsdag d. 30. maj kl. 19.30 i salen får vi besøg af unge klavertalenter fra Musikskolen Gradus. Skolen ledes af pianisten Martin Lysholm Jepsen, og har sat sig for ”at udvikle elevens evner, forståelse og kærlighed til musikken gennem arbejdet ved klaveret”. Flere af de unge elever har allerede givet mange koncerter og vundet nationale og internationale konkurrencer. Blandt aftenens udøvende er den 13-årige Rune Leicht Lund, der i 2015 vandt DRs program ”Vidunderbørn”. Værkerne ved koncerten er ikke fastlagt endnu, men Martin Lysholm lover ”et herligt varieret klassisk program”.

——————————————————————————————————————–

 

Tirsdag d. 6. juni kl. 19.30 i salen får vi igen lejlighed til at lytte til kirkens store Andreas Christensen flygel. Denne gang trakteret af den rutinerede pianist, Thomas Tronhjem. Han er uddannet fra Det jyske Musikkonservatorium, hvor han i dag er docent i klassisk klaver. Han underviser også kommende organister og kirkesangere i klaverspil ved Aarhusafdelingen af Vestervig Kirkemusikskole. Han har haft et virke som hyppig koncertgiver i ind- og udland. bl.a. Italien, Grækenland, Kroatien, Rusland, Schweiz og Tyskland. Tolv CD-indspilninger er det også blevet til, bl.a. med ikke tidligere indspillede værker af danske guldalderkomponister. Udover sit virke som koncertgiver er han også en meget benyttet akkompagnatør og kammermusiker.
Værkerne ved aftenens koncerter bliver af F. Kuhlau, N.W. Gade, F. Chopin og F. Liszt.

—————————————————————————————————————

Tirsdag d. 13. juni kl. 19.30 i kirken bliver en ren barokkoncert med værker af J.S. Bach, G.F. Händel, G.Ph. Telemann og C.P.E. Bach.
De medvirkende er: Winnie Bugge Frandsen, traversfløjte, Jens Astrup, violin, Dorte Rolff-Petersen, cello og Per Skriver, cembalo.
Winnie Bugge Frandsen er oprindelig uddannet med tværfløjte som hovedfag fra Det fynske Musikkonservatorium, men valgte efterfølgende at skifte til tværfløjtens forgænger: Traversfløjten. Uddannelsen blevet afsluttet med højeste karakter. Derefter debut 2014 som den første i Danmark med traversfløjte som hovedfag. Hun ses ofte ved opsætninger af oratorier, passioner, kantater og andre koncerter i hele Øresundsregionen.

Jens Astrup er ansat ved Aarhus Symfoniorkester. Har ved siden af sit virke som ”moderne” violinist i de sidste 20 år beskæftiget sig indgående med barokmusikken, bl.a. i Concerto Copenhagen. Tog i 2001 initiativ til dannelsen af – og var i årene 2001-06 kunstnerisk leder af Ensemble Zimmermann, der med 25-30 årlige koncerter blev en vægtig medspiller på den danske barokscene.

Dorte Rolff-Petersen har haft ansættelse i Randers Kammerorkester og kontraktansættelse i Sønderjyllands Symfoniorkester. Hun er cellist i Kassandra-kvartetten, suzukilærer ved Aarhus Musikskole og har desuden spillet børneforestillinger på Teatret Filuren. Spiller, i lighed med Jens Astrup, i BaroqueAros.

_________________________________________________________________________

Tirsdag d. 20. juni kl. 19.30 i salen spiller medlemmer af Den jyske Sinfonietta et sommerligt program under titlen ”let og lifligt”. På programmet er Mozarts fløjtekvartet og ”Eine kleine Nachtmusik” samt Ernst Krähmers ”Variations Brilliantes”. Solist er Hanne Tolbøll på blokfløjte samt en strygekvartet bestående af Else Marie Tolbøll, violin, Christian Thordal, violin, Peer Munksgaard, bratsch og Kirsten Martinsen, cello.
Den jyske Sinfonietta er et fleksibelt ensemble der tilbyder mangeartede koncerter lige fra små kammerkoncerter til store oratorieopførelser med stort kor. Ensemblet sponsoreres bl.a. af Augustinus Fonden, K. Højgårds Fond og Toyota Fonden.

 

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hvis man sender en mail til organist@outlook.dk – vil man fremover komme på en mailingsliste, der løbende sender info om kommende koncerter, ajourførte programmer m.v.