Koncerter

Sommerkoncerter

SOMMERKONCERTER

Årets sommerkoncertserie byder atter i år på et varieret program: En korkoncert, en barokkoncert, en ren klaverkoncert samt en koncert med sjældent opførte værker for baryton og klaver. Koncerterne starter kl. 19.30 og foregår enten i kirken eller i menighedssalen. Der er gratis adgang – og i pausen/efter koncerten vil der være mulighed for et glas vin.

Tirsdag d. 21. maj kl. 19.30 i kirken. Vi lægger ud med en barokkoncert i kirken med Oliver Nordahl, obo, Brian Friisholm, cello og Per Skriver, cembalo. Musikken denne aften vil være liflige toner af Händel, Bach og Vivaldi. Oliver Nordahl er uddannet fra Det kongelige danske Musikkonservatorium ved prof. Ole-Henrik Dahl og bl.a. Joakim Dam Thomsen og Max Artved. Han er solooboist i Aarhus Symfoniorkester og har været solist ved de fleste af landets symfoniorkestre. Han har flere gange assisteret som solooboist ved Det kgl. Kapel, DR Symfoniorkestret, Malmö Symfoniorkester m.fl. samt senest med Bergen Symfonikerne. Flere priser er det blevet til bl.a. Hempels Musikpris 2006 og Sonnings Musikpris 2011. Brian Friisholm er uddannet cellist fra Det jyske Musikkonservatorium ved prof. Harro Ruijsenaars. Han er 2. solospiller i Aarhus Symfoniorkester og har været solist med bl.a. Tjajkovskijs ”Rokoko variationer” og Korngolds cellokoncert. Medvirker i flere forskellige ensembler og har uropført solostykker af en række danske komponister, bl.a. Thomas Agerfeldt Olesen og Bo Gunge.

Tirsdag d. 28. maj kl. 19.30. Koncerten denne aften foregår også i kirken. Vi får besøg af et af byens bedste kor: Akademisk kor, dirigeret af Jonas Rasmussen. Koret blev dannet i 1985 og består af 30 sangere i alderen 20-35 år med tilknytning til Universitetet og Det jyske Musikkonservatorium. Koret har i alle årene turneret og deltaget i korkonkurrencer i Europa, USA og Kina. I 2015 vandt koret den prestigefyldte konkurrence Musica Sacra a Roma i Rom. Korets nye dirigent Jonas Rasmussen, er uddannet fra Kungliga Musikhögskolan i Stockholm og University of Cambridge i England. Ved aftenens koncert vil koret synge nordiske korværker af bl.a. Mogens Pedersøn, Carl Nielsen, Jørgen Jersild, Vagn Holmboe, Per Nørgaard og Arvo Pärt.

Tirsdag d. 4. juni kl. 19.30 i salen. Vi får besøg af den dygtige pianist, Alexander Ventegodt, der vil spille et rent Chopin-program på kirkens nye Bösendorfer-flygel. Alexander Ventegodt er 25 år gammel og studerer klaver på Syddansk Musikkonservatorium i Odense hos Christina Bjørkøe. Han har allerede spillet flere koncerter i ind- og udland. Han vandt i 2018 1. prisen i Odense Solistkonkurrence og skal her i juni debutere som solist med Odense Symfoniorkester. Udover sit virke som solist er han også aktiv som kammermusiker, underviser og akkompagnatør.

Tirsdag d. 11. juni kl. 19.30 i salen. Det er to garvede musikere, der denne aften gæster kirken, nemlig barytonen Lars Thodberg Bertelsen og pianisten Thomas Tronhjem. Ved koncerten kan høres sange af Fini Henriques og Peter Heise samt klavermusik af Fini Henriques. Lars Thodberg Bertelsen har givet en lang række lied-, oratorie- og kirkekoncerter og været solist med dirigenter som f.eks. Richard Hickox og Peter Schreier. Desuden talrige operapartier som Barberen i Rossinis ”Barberen i Sevilla”, Eisenstein i Strauss’ ”Flagermusen”, Marcello i Puccinis ”La Boheme”, Greven i Mozarts ”Figaros Bryllup” m.fl. Dertil mere en 20 CD-indspilninger, seneste 2 CD’er er lieder og romancer af Fini Henriques, som vi kommer til at høre nogle af ved koncerten. Fik Aksel Schiøtz-prisen i 1990 og er siden 2004 sangdocent ved Det jyske Musikkonservatorium. Thomas Tronhjem er uddannet fra Det jyske Musikkonservatorium, hvor han i dag er docent i klassisk klaver. Han underviser også kommende organister og kirkesangere i klaverspil ved Aarhusafdelingen af Vestervig Kirkemusikskole. Han har haft et virke som hyppig koncertgiver i ind- og udland. bl.a. Italien, Grækenland, Kroatien, Rusland, Schweiz og Tyskland. Tolv CD-indspilninger er det også blevet til, bl.a. med ikke tidligere indspillede værker af danske guldalderkomponister. Udover sit virke som koncertgiver er han også en meget benyttet akkompagnatør og kammermusiker.

FLERE FOTOS PÅ VEJ... 

 

Brian Friisholm spiller cello til koncerten 21. maj
Brian Friisholm spiller cello til koncerten 21. maj